Traktaten om Den Europæiske Union blev undertegnet i Maastricht, Holland den 7. februar 1992, under tilstedeværelse af Europa-Parlamentets formand, Egon Klepsch. Det fastslås i traktaten, at Unionens grundlag er De Europæiske Fællesskaber (første søjle) samt to yderligere samarbejdsområder (anden og tredje søjle), nemlig den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og retslige og indre anliggender. Efter ikrafttrædelsen af traktaten den 1. november 1999, om Den Europæiske Union ændres Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) til Det Europæiske Fællesskab (EF). Europa-Parlamentets lovgivnings- og kontrolbeføjelser øges med indførelsen af den fælles beslutningsprocedure og udvidelsen af samarbejdsproceduren. I henhold til den nye traktat kan Europa-Parlamentet anmode Kommissionen om at forelægge et lovforslag om spørgsmål, der efter dets opfattelse nødvendiggør udarbejdelsen af en fællesskabsretsakt. Hele Kommissionen skal nu også godkendes af Parlamentet, som også udnævner Den Europæiske Ombudsmand. Maastricht-traktaten moderniserede samarbejdet og det var den grundlæggende traktat lige ind til 2009 hvor Lissabon-traktaten kom. Traktaten gjorde at EF blev til det EU vi kender i dag. Flere af medlemslandene indgik i aftalen om at indføre euroen og samarbejdet blev udvidet til at omfatte flere områder, blandt andet udenrigs- og forsvarspolitik, samt kriminalitets og juridiske spørgsmål. Plus indførelsen af unionsborgerskab (ret til fri bevægelighed og ophold inden for EU, stemmeret, og valgbarhed til kommunevalg og valg til Europa-Parlament. Danmark stemte nej til Maatricht-traktaten, men valgte efter at Edinburgh-aftalen kom til, at stemme ja.